Hvad betyder det at formidle spirituelt?
At formidle spirituelt betyder, at mediet har kontakt med “den anden side”, imens du sidder sammen med mediet. Under dette møde videregiver mediet informationerne til modtageren, som vil være dig.
Når jeg bruger begrebet “den anden side”, dækker det over en samlet gruppe. Denne gruppe består af dine afdøde relationer, dine guider, hjælpere, din skytsånd, dit højere selv og ikke mindst den universelle kraft. Alle, som gerne vil have kontakt og informere dig om noget.
Jeg sidder mellem dig & den anden side som forbindelsesled. Jeg videregiver informationerne så “rå” som muligt fra den anden side til dig som modtager.
Jeg er et medie, som er stærkest i at modtage billeder/film, mærke følelser og modtage viden, hvilket er kendt som klarsyn, klarfølelse og klarviden. Jeg beskriver derfor det, jeg får fra den anden side, og sætter ord på til dig, som modtager, da du jo ikke kan se, føle eller vide, det jeg modtager.